Om Susanne Pedersen

Ved et første blik på Susanne Pedersens malerier fanges man ind af en
overvældende mængde dygtigt gengivet objekter i et og samme billedrum.
Alligevel er påstanden her at Susanne Pedersens maleri dybest set
handler om ro og fokus.

I et figurativt fortællende univers, hvor billedets forsvindingspunkt
eller centrum konsekvent er fraværende i klassisk forstand og hvor
alle genstande tilsyneladende er lige vigtige, ses en række
dagligdagsgenstande som borde, stole og sofaer. Parallelt hermed
optræder maskiner som biler, helikoptere, gravemaskiner, personbiler
med mere. Bygninger og mennesker forekommer også, men er oftest
gengivet proportionelt mindre end andre objekter.

Disse ophobninger af det moderne liv fremvises neutralt, hverken
gengivet med negative eller positive accenter, men kælet for i
gengivelsen hvad enten det kunstneriske redskab er blyant eller
pensel. Opmærksomheden på farver og former, streg og penselføring skal
findes i malerens uddannelse indenfor stoftryk og design.

For Susanne Pedersen er det ligeså meget fascinationen af
mellemrummene i stolens tremmer som de indholdsmæssige associationer
stolen afføder. Oplevelsen af at de enkelte genstande er gengivet
”skulder ved skulder” uden at være i dialog med hinanden, er dog både
rigtig og forkert. Rigtig fordi det er fascinationen der styrer og
forkert da kunstneren jo ikke er hævet over sin samtid, men orienterer
sig mod omverdenen ud fra samme vilkår som andre.

I et billedunivers, hvor genstande fra hverdagen trænger sig på uden
at en hovedperson, et visuelt fikspunkt eller andet skaber betydning
og ro – foruroliges man, som betragter. I malerens billeder synes der
ikke at være nogen, som tager én i hånden og skaber betydning eller
historie og kunstneren udfordrer os på den måde betragteren til selv
at finde hoved og hale på det sete.

En oplevelse som også formidles af andre samtidige kunstnere som
Morten Schelde, Per Adolfsen og Benny Drocher.

Pointen er måske netop, at det er svært at orienterer sig og finde ro
i en tid, hvor der konstant udfolder sig mange samtidige og ofte
højtråbende begivenheder.

Set på den måde, kan de mere hjemlige elementer som stolen og bordet,
analytisk set, måske repræsenterer et udgangspunkt eller en base for
orientering, fokus og mulig ro.

Med andre ord: Som beskuer, er du den, som digter historien.

Ida Hjalmsrud
Daglig Leder i Gallerie Rasmus Kbh.
Samt indehaver af Hjalmsrud Kunst og kommunikation